Hey fluer, jeg har ild.

Om Dialogue I & II (2002) af Nikolaj Recke.

Projektionen kaster et næsten totalt mørke op på væggen. Mørke som man kan opleve det i natten i den malaysiske regnskov for at være mere præcis. For det er der optagelserne stammer fra. Pludselig afbryder en serie lysglimt nederst i billedfeltet det monokrome mørke. Glimtene efterfølges af en serie svagere glimt. Så mørke igen. Og på den måde forsætter mørke og lysglimt med at skabe en akavet og uudgrundelig visuel rytme/puls i resten af videoens varighed.

Varigheden for hver video er kun et par minutter, men det beskueren ser i Dialogue I & II er kun en lille del af de mange timers optagelser Nikolaj Recke fik i kassen da han tog til Malaysia for at filme ildfluernes ordløse kommunikation med hinanden gennem deres brug af lys. Kommunikationen finder for det meste sted mellem en hun og tusindetals hanner. Hanildfluerne sidder i et træ ved flodbredden og begynder at blinke synkron når hunnen flyver forbi. De får træet til at ligne et fyrtårn midt i regnskoven (desværre er denne effekt af tekniske årsager umulig at få på bånd). Det er intet mindre end et naturvidunder. Smukt og overvældende i al dets enkelhed.

Det eneste som beskueren ser i Dialogue I & II er ildfluernes blinken til hinanden. I en verden gennemtrængt af sociale, økonomiske og kulturelle problemer, der tigger om kritisk kunstnerisk kommentarer og engagement, kan det synes naivt for en samtidskunstner at fokusere på noget så meningsløst som ildfluer. Men Reckes æstetiske fascination af ildfluernes kommunikation rummer også en politiske motivation. Han har det romantiske, men sandelig også insisterende håb at deres kommunikation kan komme til at udgøre et eksempel til efterfølgelse, et eksempel på en pre-kulturel, global form for kommunikation som optimalt vil føre til en dybere forståelse mellem mennesker, hvad enten de er palæstinensere eller israelere, danskere eller indvandrere. Som sådan indeholder videoen ikke en specifik pointe, men åbner op mod et åbent kommunikativt felt af observation, reflektion og dialog. I et tidligere værk, Pacing in Circles(2000), nød Recke en lignende kunstnerisk frihed ved ikke at skulle komme med en pointe. Med "sandpapirssko" gik han rundt i cirkler i galleriet og efterlod en cirkulær aftegning i dets cementgulv. Aftegningen fik karakter af en heksering, som beskueren kunne træde ind i og tænke på hvad der nu faldt ham/hende ind. Just som Recke havde gjort det mens han gik i cirkler og lavede værket. Pacing in Cicles var "en skulptur lavet af tanker", som han selv har formuleret det. Med såvel Pacing in Circles som Dialogues I & II er det svært at afgøre hvad der kom først, kunsten eller kommunikationen. Er kunst betingelsen for kommunikative relationer eller er kommunikation inspirationen til kunstneriske frembringelse? Men ligesom en cirkel er uden begyndelse eller afslutning for den sags skyld så interesserer svarene på dette spørgsmål ikke Recke, idet han erkender deres fundamentale forbundenhed.

Nikolaj Recke ønskede ikke blot at optage kommunikationen som et stykke dokumentar. Han ville "tale" med ildfluerne. Til Dialogue I medbragte han derfor en lighter som han begyndte at tænde og slukke med en rytme som skulle få ildfluer til at svare igen ved at blinke i takt. Resultatet af dette forsøg på kommunikation mellem menneske, her repræsenteret ved kunstneren, og natur er det man ser i Dialogue I. Nogle gange svarer ildfluerne, mens de andre gange så at sige synes mere interesserede i hunnens blik med bagdelen.

Dialogue I er en subtil illustration af hvordan Nikolaj Recke som historisk bevidst samtidskunstner forsøger at nå udover de formalistiske, æstetiske dimensioner af det kunstneriske udtryk til en sanselig, emotionel og organisk natur, i dette tilfældet det natlige skue i den malaysiske regnskov. Men kunsten "når" ikke naturen bare ved at optage den på film. Og det ved Recke godt. Da hverken kunsten eller naturen er afgrænsede eller homogene størrelser er relationen mellem dem desto mere kompleks. Eller måske snarere skrøbelig når man ser Dialogue I & II. Videoernes minimalistiske, fladpandede fortælling viser, hvordan kunst og natur aldrig kan blive fuldstændigt forenede og parrede for nu at bruge en oplagt metafor. Det ville være kunstens afslutning, ja og sikkert også naturens. I stedet involverer Recke sig i en kommunikation som aldrig etableres endeligt, men må forhandles igen og igen, fra værk til værk, gennem en dialog. Dialogen er at sammenligne med den email- og telefonkorrespondance som Recke fører med faderfiguren Robert Morris i videoen Knowing You, Knowing Me(1997) eller i denne sammenhæng er en mere relevant reference måske søgen efter firkløvere i Clover fields(1999-2000). Recke iscenesætter en relation som kan skabe flygtige øjeblikke af synkrone korrespondancer mellem kunst og natur, men disse øjeblikke fører kun til den væsentligste pointe: det aldrig fuldendte forsøg på at etablere denne relation. Altid frisk og fuld af håb om at en i flokken har ild.

Dialogue I & II ligger også i forlængelse af andre tidligere værker af Recke. I Homemade Light(2000), In the Moment of Realization(1997) and Friday on My Mind(1995) eksperimenterer han med forskellige former for lys såsom en primitiv pæres korte glødetid, gnisterne fra en vinkelsliber eller lyset fra tusinde døgnfluer. I disse værker repræsenterer lysets immaterialitet, uhåndgribelige, men dog intense indeks af den kunstneriske skabelsesproces, et sted mellem nærvær og fravær. Recke synes at sige at det er her at kunsten finder sted. Ikke i værket, objektet, som sådan, men i tilblivelsen.

Man kommer også til at tænke på Walter de Marias kanoniske værk The Lightning Field(1974-77) når man ser Dialogue I & II. Som en af frontfigurerne i minimal art og Land Art er de Maria en tung inspiration og forsat kommunikationspartner for Recke. I både Dialogue I & II og The Lightning Field kan værket siges at være skabt af andre end kunstneren, nemlig ildfluerne, lynene eller på et mere abstrakt plan beskuerens erfaring af fænomenerne. Denne "extraterrestrial" dimension er noget Recke understreger i alle sine værker, præsenterende dem som åbne felter, der venter på at blive fyldt ud eller skulle jeg sige oplyst.

Af Jacob Lillemose, 2002.