Karsten R.S. Ifversen

Den evige forsvinden

En dreng græder i ugevis - over sin afdøde far, sine brudte og uopfyldte løfter med venner og familie, sin kærestes sygdom, pigen han elskede og som aldrig elskede ham, frygten for ulykker og at han skulle gøre noget forkert. Han samler sine tårer i en skål i vindueskarmen og blander dem med parfume. Væsken inddamper til et lille krystal, som han sætter i en halskæde.

Dette, Nikolaj Reckes første arbejde udenfor gruppen Heide-Recke-Pingel, antydede en linje der ville gå mod noget meget mere ekspressivt, næsten privat biografisk, end gruppens forskelligartede konceptuelle projekter, som feks. internet-galleriet artsp@ce.

Men Reckes 'ekspressive' arbejder baserer sig ikke på en livshistorie, de er ikke fortællingen om hvem Nikolaj Recke er. De er en lang række forskydninger, en lang række undsigelser, en lang række afvisninger, en række: 'Bed mig ikke om at sige hvem jeg er.'

Det største krav tilværelsen stiller en, er at man bliver identisk med sig selv. Det frie selvidentiske menneske, der modigt ledes af sin forstand, er oplysningens ideal for den myndige person(1). Men individet vælger ikke sig selv i frihed. I alle det moderne livs aspekter spørges, 'Hvad er du?' - og svarets rammer sættes af spørgeren. Udfrielsen fra oplysningstankens selvvalgte umyndighed er blevet en indsættelse i en lang række identiteter som feks. dreng/pige, barn/voksen, elev/lærer, enlig/kæreste, mand/kvinde. Man er feks. en arbejdsløs kunstner med en bestemt race og seksualitet osv. - i sidste ende symboliseret ved et 10-cifret registreringsnummer.

Men Nikolaj Recke spiller tilbage mod personregistermoralen, hvis eneste værdier er at afgøre, fastlægge og kategorisere. Den alvorlige grund som den poetiske humor i alle hans forsvindings- og maskenumre banker på - lige fra den usynlige mand indpakket i gaze, over udbryderkongen Houdini og den lille dreng der bærer æblet, som Wilhem Tell skyder på og til selveste maskemanden Michael Jackson - er det sociale krav om at blive til noget - feks. at være en rigtig kunstner som Yves Klein eller Joseph Beyus, der havde både fortællinger, projekter, prestige og en masse penge.

I sine bevidst uafrundede arbejder, der altid myldrer, altid siger mere end et og knap kan tillades at give den kategoriserende afrundende benævnelse 'værker', aftegner Recke et andet myndighedsvæsen end det oplysningen kunne drømme om. I dem øjnes åbningen af sprækken til altid at blive en anden end den man er.

_________________________________

(1) Se herom i Immanuel Kant: Was ist Aufklärung.